Brøchner Hotels - København
BOOK HER   l    BRØCHNER HOTELS   l    KLIMA OG MILJØ   l   MØDER OG KONFERENCER   l    PRESSE   l   FIRMAAFTALE   l    KONTAKT

Klimatiltag og aktiviteter

Herunder er en oversigt over Brøchner Hotels klima- og miljøaktiviteter. Vi håber det kan give inspiration til andre, der også arbejder aktivt med at forbedre deres CO2-regnskaber, og stræber efter at deres forbrug tager hensyn til miljø og klima.


FORHISTORIEN
I februar 2008 besluttes det på et bestyrelsesmøde, at Brøchner Hotels med datterselskaber skal være CO2-neutrale med tilbagevirkende kraft fra og med 2007 og fremover. Dertil udarbejdes der en 5-punkts klimaplan (Se under Klimapolitik).

CO2-regnskabet for 2007 gøres op og et tilsvarende antal CO2-kvoter opkøbes og destrueres, således at CO2-udledningen fra hotellernes forbrug af el og varme i 2007 neutraliseres.

Der nedsættes et klimaudvalg med repræsentanter fra receptioner, køkkener, IT afdeling, teknisk afdeling, rengøringssektionen, administrationen samt ledelsen med opgaverne at komme med energibesparende ideer samt at fungere som klimaadvokater i deres respektive afdelinger.

Produktet ”Citybreak med CO2-kvote” udvikles. En weekendpakke, hvor den klassiske pakke med frugtkurv & champagne byttes ud med en destrueret CO2-kvote. På denne måde får gæsterne mulighed for at neutralisere deres energitunge transport til København.

Netværket www.CO2neutral-hotels.com etableres med den hensigt at hoteller fra hele verden herigennem kan dokumentere deres CO2-neutralitet og udveksle energibesparende idéer relateret til vores branche.

Der indgås aftale om levering af CO2-neutral strøm med det klimavenlige energiselskab Modstrøm samt partnerskab med Energistyrelsens ”1 ton mindre” kampagne, hvorved vi forpligter os til aktivt at udbrede klimabudskabet.

Alle medarbejdere og nøgleleverandører involveres i klimaprojektet på en temadag, og der uddeles el-spareskinner og Al Gore’s dokumentar film ”An Inconvenient Truth” til medarbejderne.

Klimaplanen offentliggøres 23. april 2008 og Brøchner Hotels bliver verdens første CO2-neutrale hotelkæde - og Hotel Fox, Hotel Danmark, Ibsens hotel og Hotel Kong Arthur bliver Danmarks første CO2-neutrale hoteller.



2007

Aircondition: Vi fravælger aircondition i forbindelse med en gennemgående renovering og udvidelse af Hotel Kong Arthur. Air-condition ville have betydet, at hotellet havde kunnet kvalificere sig til den 5. stjerne.

Varmeforbrug: Vi udskifter til ny og mere klimavenlig varmecentral på Ibsens Hotel og Hotel Kong Arthur.


2008

Strømforbrug: Alle glødepærer udskiftes til energisparepærer i takt med udløbstid - og i takt med alternative produkter bliver tilgængelige. ’Sluk lyset’ procedurer iværksættes, herunder PC’ere, der ikke er i brug aften og nat. Der opsættes lysfølere på en række gange og kælderarealer.

Linnedforbrug: Linned skiftes nu kun ved afrejse, frem for som hidtil hver 2.-3. dag (medmindre gæsten eksplicit ønsker linnedskift).

Rengøring: Rengøringssektionen introducerer ”månedens 3 nye klimavaner”. Første måned sættes fokus på 1. Sluk støvsugeren, når den ikke anvendes, 2. Tjek om håndklædevarmeren er slukket, 3. Luk vinduerne, når du forlader værelset. Dertil indkøbes nye energibesparende støvsugere.

Fjernsyn: Alle billedrørsfjernsyn på Hotel Kong Arthur udskiftes til mere energivenlige LCD fladskærms-tv.

Leverandører: Alle leverandører bliver gået efter i ”klimasømmene”, og produktsortimenterne justeres til mere klimavenlige og økologiske produkter. Dertil effektiviseres transporter til og fra hotellerne. Enkelte leverandører udskiftes ­ andre hjælper med at finde klimavenlige løsninger.

Morgenbuffet: Produkterne på vores morgenbuffeter (alle frokost og aftenrestauranter er bortforpagtende) gennemgås med økologi for øje og under devisen: Er det nødvendigt at servere kiwier fra New Zealand eller kunne vi lige så godt servere æbler fra Slagelse (i sæsonen). Behøver vi at få mejerivarer leveret hver dag eller kunne vi nøjes med hver anden o.s.v. Fairtrade kaffe indføres i såvel morgenrestauranter som konferenceafdelingen.

Transport: Alle ansatte foræres en cykelhjelm med budskabet ”Fordi vi bruger hovedet - CO2-neutral-hotels”. Ligeledes får de medarbejdere, der deltager i DHL stafetten, løbetøj med påskriften ”Fordi det ikke kan gå hurtigt nok - CO2-neutral-hotels”.

Foredrag/oplysning: Kirsten Brøchner holder foredrag på Worldhotels Leadership Forum i Stockholm for hoteldirektører fra 500 internationale hoteller. Derudover holdes der foredrag på en folkeskole for 4.-6. klasser (10-13 årige) om klimavenlig hoteldrift med paralleller til en almindelig husholdning. Der udsendes flere nyhedsbreve om klimaproblematikken til kunder og leverandører. Der informeres om samme på alle værelser, i elevatorer, på website mm.

Gæsteartikler: Sæbedispensere med allergi- og svanemærket sæbe & shampoo opsættes på Ibsens Hotel og Hotel Danmark.

IT: Alle pc’ere udskiftes til nye energibesparende pc’ere og/eller laptops. Alle gamle CRT skærme udskiftes til mere energivenlige fladskærme.

Kunder: En del af vores kunder får foræret elspareskinner i forbindelse med kundebesøg.

Affald: Affaldssorteringen udvides fra flasker og pap til også at omfatte sortering af papir.

Håndklæder: Nyt håndklædesystem testes. Det gamle system med ”leave it on the floor or hang it up” virker ikke tilstrækkeligt, fordi opholdslængden om vinteren begrænser sig til godt et døgn. Vi tester derfor et nyt system på Hotel Danmark: Et håndklæde på badeværelset og resten af håndklæderne gemt ”lidt” væk ude i skabet med en opfordring til gæsterne om kun at bruge et enkelt håndklæde, hvis det blot er til et hurtigt brusebad.

Papir: Alle tryksager trykkes på Svanemærket papir, og der bruges genbrugspapir til kladdepapir.


2009

CO2neutral-hotels.com: Hotel Alexandra, København, og Sørup Herregård bliver CO2-neutrale og kommer med i vores CO2neutral-hotels.com netværk.

Håndklæder: Testperioden for nyt håndklæde system er gennemført med succes. 8 ud af 10 gæster griber idéen og bruger kun 1 håndklæde per ophold. Systemet implementeres på alle hotellerne i løbet af foråret 2009.

Energiforbrug: Aflæsning af alle energimålere øges fra hvert kvartal til hver måned med henblik på hurtigere at kunne reagere ved forøget energiforbrug.

5 gode klimavaner: Der opsættes skilte i alle afdelinger med 5 gode klimavaner relateret til den pågældende afdeling. F.eks. på kontorerne: ”skru ned for varmen og ha’ en gammel sweater liggende på kontoret”, ”sluk lyset når du forlader dit kontor - også til korte møder” osv.

Grøn Nøgle Certificering: Vi modtager ”Grøn Nøgle” certificering på alle 4 hoteller. Den Grønne Nøgle er et internationalt miljømærke for turistindustrien, der stiller krav til miljøadfærd på en række områder indenfor: miljøledelse, personaleinddragelse, gæsteinformation, vandforbrug, rengøring, affald, energi, økologi, tryksager med mere.

Osmoseanlæg: Der investeres i blødgøringsanlæg (osmoseteknologi) på varmtvandsbeholderne for at minimere brug af kalkfjernere. Vi starter på Hotel Kong Arthur og Ibsens Hotel.

Klima+ Frontløber: Vi bliver af Københavns Kommune udnævnt til Klima+ Frontløber virksomhed. Kirsten Brøchner holder derfor tale ved Københavns Kommunes Klima+ kick off seminar.

Projekt Energitrim: Der gennemføres en større energioptimering (Energitrim) på alle varmecentraler i samarbejde med Danfoss.

Vand: Vi foretager en gennemgang af samtlige brusehoveder og vandhaner, hvor defekte og slidte palatorer udskiftes med henblik på vandbesparelser.

Majsglas: Nedbrydelige engangsglas lavet af majs indføres på alle badeværelser med undtagelse af Hotel Fox, der benytter genanvendelige plastglas. På Hotel Kong Arthur introduceres nye gæsteartikler, såsom sæbe, shampoo mm., der alle er mærket med EU’s miljømærke Blomsten.

Kildevand: Brug af kildevand afskaffes med undtagelse af minibarerne på Hotel Kong Arthur. Derfor tilbydes salg af LoveSpring drikkedunke på alle hotellerne. LoveSpring fondens overskud går til humanitære vandprojekter i udviklingslande, bl.a. Børnefondens brøndprojekter i Vestafrika.

Energivinduer: I forbindelse med renovering af konferencebygningen på Hotel Kong Arthur udskiftes alle vinduerne til energivinduer.

Elbiler: Vi køber elbiler til udlejning (til gæster), til internt brug og til privat brug af adm. dir. Kirsten Brøchner. Elbilerne, der er produceret i Norge og hedder Buddy, er kommet på det danske marked ved årsskiftet. De kan rumme 2-3 personer, køre 50-60 km på en opladning og har en max. hastighed på 75 km/t. De er således primært egnede til bykørsel. Derudover parkerer elbiler gratis på alle offentlige p-pladser. Vi opsætter 3 ladestationer på Hotel Kong Arthur til fri afbenyttelse af alle.

Green City Tourism: Kirsten Brøchner indgår aktivt i Erhvervs- og Byggestyrelsens projekt ”Green City Tourism” - et udviklingsprojekt, der skal gøre turismeindustrien mere miljøvenlig.

Fairtrade: Der indføres nye fairtrade produkter til konferencegæsterne, bl.a. chokolade, bolsjer, green tea mints med mere fra Fair4All.

Foredrag: Kirsten Brøchner holder foredrag i forbindelse ”IMEX - the Worldwide Exihibition for Incentive travel, Meetings and Events” i Frankfurt. Dertil tale ved ”Young President Organisation (YPO) - Greater Europe Chapter” event i København .

Roskilde Festivalen: Der indgås samarbejde med Roskilde Festivalen i forbindelse med deres ”Green Foot Steps” kampagne. Festivalen låner Brøchner Hotels elbiler til projektet.

Øl: Vi supplerer vores ølsortiment med øl fra Nørrebros Bryghus, herunder deres nye CO2-neutrale øl ”Globe Ale”.

Dobbeltdyner: En dobbeltdyne er cirka 2 x 2 meter i størrelse (4 m2), hvorimod 2 enkeltdyner er cirka 1,5 x 2 meter i størrelse (6 m2). Vi forsøger at reducere vores linnedforbrug - og dermed vask og tørring - gennem indførelse af dobbeltdyner på vores mindre dobbeltværelserne. Vi tester på Hotel Fox og Hotel Danmark.

Parader: Elbilerne deltager i en række parader henover sommeren, herunder ”CO2 E-race” under Copenhagen Distortion Festival og ”Pride Parade” under Copenhagen Pride.

Fjernsyn: Billedrørsfjernsyn på Hotel Danmark udskiftes til mere energivenlige LCD fladskærme.

Taxi: Amager-Øbro Taxa ønsker at blive CO2-neutrale på deres brændstofforbrug. Man leder efter en ny stor potentiel kunde for at overbevise vognmændene om ideen. Amager Øbro Taxa får alle vores hoteller som ny kunde. Taxaselskabet er nu CO2-neutralt.

Better Place: Der etableres et samarbejde med Better Place, og der aftales opsætning af Better Place ladestandere på Hotel Kong Arthur. Endvidere udlånes elbil i forbindelse med opsætning af Better Place standere rundt omkring i København.

COP15: Kirsten Brøchner holder under COP15 tale i både Bella Centret og i Forum om Brøchner Hotels CO2-reducerende aktiviteter og virksomhedens fordele herved.

Brøchner’s COP15: I december 2009 laver vi vores egen COP – Conference Of the Parties. Alle gæster og medarbejdere inviteres til hver dag i frokostpausen at deltage og komme med deres personlige forslag til en CO2 reducerende idé. Idéerne samles efterfølgende sammen, og der udarbejdes en Brøchners Protocol, hvor de forskellige idéer prioriteres, og implementering planlægges.

CO2 E-Race: Vi deltager igen i det danske kultur instituts CO2 E-Race under COP15. En El-bil parade, der skal skærpe den offentlige opmærksomhed på klimaforandringer. El-biler kører gennem byen og aftegner ”CO2”, som optages og dokumenteres via satellit.

Awareness, Action, Art: Vi laver en lille udstilling og event i december 2009 på Hotel Fox. Dagligt viser vi Al Gore’s film ”An Inconvenient Truth”. Vi serverer klimavenlig mad. Vi stiller cykler op, hvor mobilen kan oplades. Vi viser eksempler på små handlinger i hverdagen, som kan skåne klimaet. Samtidig udstiller den amerikanske kunstner Fred George sin Solar Peace Sculpture i lobbyen. En skulptur, der viser Peace-tegnet, og som er lavet af brugte olietønder påsat solceller


2010

CO2-regnskab 2009: Det er besluttet, at vi i forbindelse med CO2-regnskabet for 2009 også vil CO2-neutralisere vores CO2-udledning forårsaget af linnedforbrug, egne flyrejser og egne transporter. Dertil som hidtil neutraliserer CO2-udleningen foruden neutralisering af udledningen forårsaget af el og varme – alt sammen gennem opkøb og destruktion af CO2-kvoter.

Medforfatter: Kirsten Brøchner bliver medforfatter af håndbogen "klimaledelse", redigeret af ingeniørvirksomheden Grontmij Carl Bro.

Rengøring: Vores rengøringsselskab indkøber nye rengøringsprodukter, hvor transporterne er minimeret. Klude, uniformer mm vaskes nu direkte på hotellerne og kun i 30 grader varmt vand. Rengøringsselskabet neutraliserer endvidere deres energiforbrug via opkøb og destruktion af CO2 kvoter.

LED-projekt: startes op på alle lyskilder på alle hotellerne.

Varmeforbrug: Varmecentralen på Hotel Danmark udskiftes til en ny og mere klimavenlig. Det opsættes endvidere osmoseanlæg, således at kalkudledning begrænses, hvorved forbrug af afkalkningsmidler mindskes.

Morgenbuffet: Med udgangen af 2010 udgør andelen af økologiske morgenmads- produkter 31% på hotellerne .

Foredrag: Kirsten Brøchner holder i løbet af 2010 adskillige foredrag om hotellernes CO2 reducerende aktiviteter, bl.a. for FED Foreningen af Festivaler og Events i Danmark, for en delegation af klimaordfører fra det belgiske parlament, for en gruppe økonoma studerende, for Green Cities Konference 2010, for Chamber of Commerce of Tenerife m.fl.

Flaskevand: Samarbejdet med Love Spring fortsætter. Vi støtte således gennem salg af drikkedunke og kildevand deres ”vand for vand” projekter, som i 2010 resulterer i opførelse af brønd i Bukino Faso. Lovespring’s kildevand kommer fra en vandkilde i Esbjerg.

Co2neutral-hotels.com: 4 hoteller fra Miami - Cambean Hospitality - bliver medlem af Co2neutral hotels.com

Uniformer: Vi opstarter samarbejde med det danske designfirma Noir med henblik på at få lavet nye bæredygtige uniformer produceret under UN Global Compact principperne.

Roskilde Festivalen: Samarbejdet med Roskilde Festivalen fortsætter og Festivalen låner igen Brøchner Hotels elbiler til deres Green Footstep kampagne. Ligeledes deltager vi igen i CO2 E-Race nede på Roskilde Festival.

Papirforbrug: På baggrund af Brøchner’s COP15 indledes en række papirbesparende aktiviteter.

Udsugningsanlæg: Alle udsugningsanlæg påsættes timere.

Linnedforbrug: Det nye håndklædesystem har nu fungeret knap to kalenderår på alle 4 hoteller. Alle hotellerne har fra 2007 til 2010 samlet set opnået en reduktion på det samlede linnedforbrug på - 19% målt per gæst.

Vindmøller: Brøchner Hotels v/Kirsten Brøchner er forsat aktiv i Erhvervs- og Byggestyrelsens projekt ”Green City Tourism” - et udviklingsprojekt, der skal gøre turismeindustrien mere miljøvenlig. Kirsten føder idéen: Vindmøllelaug for de Københavnske hoteller. Ideen bakkes op af Københavns Kommune, Københavns Energi, Wonderful Copenhagen m.fl. Projektet bliver i løbet af 2010 undersøgt nærmere både mht. vindmølleplacering, økonomi mm. Det er således planen, at projektet skal præsenteres for de Københavnske hoteller i løbet af 2011.


Opdateret Januar 2011



Kirsten Brøchner - administrerende direktør for Brøchner Hotels
Brøchner's COP15 genererede mange ny spændende klimaideer
CliMere end 100 idéer til at gøre Brøchner Hotels mere klimavenlig
Brøchner Hotels klimaudvalg gennemgår de mere end 100 klimaideer, der kom i løbet af COP15 ugen
Green Key
En oversigt over Brøchner Hotels klima- og miljøaktiviteter siden 2007. Det kan forhåbentlig være til inspiration for andre, der ønsker at arbejder aktivt med at forbedre deres CO2-regnskab, og stræber efter et forbrug der tager hensyn til miljø og klima.