Brøchner Hotels udlejer gennem Airbnb

5. maj 2017

Populær dansk hotelkæde udlejer værelser gennem Airbnb

Når Brøchner Hotels i dag åbner dørene til det nye Hotel Danmark i hjertet af Københavns Kulturkvarter, bliver koncernen den første hotelkæde i Norden
til at udleje værelser på et luksus boutique hotel gennem udlejningsportalen Airbnb.

Den fremadstormende danske hotelkæde, Brøchner Hotels, åbner i dag dørene til det nye luksuriøse Hotel Danmark, der med et anderledes og innovativt designkoncept tilfører en helt ny mulighed til det københavnske overnatningsmiljø. Som det første luksus boutique hotel i Norden åbner Brøchner Hotels et nyt hotel med to eksklusive bunk bed rooms. Det vil sige værelser med i alt tre køjesenge – såkaldte bunk beds – der særligt henvender sig til gæster, der rejser alene eller i større grupper, og som har det tilfælles, at de ønsker at bo socialt og økonomisk uden at gå på kompromis med den luksuriøse og unikke hoteloplevelse.
Sengene i de to bunk bed rooms kan enten bookes via virksomhedens egen hjemmeside eller via udlejningsportalen Airbnb. Et utraditionelt match og en direkte konkurrent til den etablerede hotelbranche vil nogle måske mene, men sådan ser administrerende direktør i Brøchner Hotels, Karim Nielsen, det ikke.
”Jeg ser Airbnb som et fantastisk supplement til den globale overnatningsindustri. Jeg mener, at vi bør anerkende Airbnb og den udvikling, som portalen er et udtryk for. Hotelverdenen, særligt i København, vil blive alt for dyr for turister i fremtiden, hvis ikke der kommer alternativer, der kan være med til at stabilisere priserne,” siger han.
Tilhænger af nye overnatningsmiljøer

Brøchner Hotels’ ambition er at ændre den traditionelle opfattelse af et hotel ved at skabe innovative oplevelser, der sætter nye standarder og inspirerer branchen. Netop det er de nye bunk bed rooms også et udtryk for, ligesom det ifølge Karim Nielsen også handler om at imødekomme gæsternes behov og forskellige rejsemønstre.
”Jeg er stor tilhænger af, at der kommer nye overnatningsmiljøer til de turister, der besøger København. Jeg mener, det er vigtigt, at vi også imødekommer det segment, der enten rejser alene eller i større grupper, og som ønsker en unik hoteloplevelse centralt i byen. Det vil vi med vores nye bunk bed rooms gerne bidrage til,” siger Karim Nielsen og understreger, at hotellets gæster får præcis den samme hoteloplevelse, uanset hvilket af Hotel Danmarks i alt 89 værelser, gæsterne booker.
Tager markedet positivt imod de nye bunk bed rooms, er ambitionen at overføre konceptet til hotelkædens øvrige hoteller, men i første omgang vil Brøchner Hotels se reaktionerne an, fortæller Karim Nielsen. ”Jeg forventer, at folk lige skal smage på det, for det er noget nyt og helt anderledes i et hotel-regi. Men derudover håber jeg, at det giver os en opfattelse af mangfoldighed, og at vi med de nye bunk bed rooms viser, at vi er et hotel for alle.”
Brøchner Hotels råder i dag over 367 værelser fordelt på fire boutiquehoteller. Hertil kommer yderligere to boutiquehoteller i 2018 og 2019, som skal være med til at cementere positionen som Danmarks førende boutiquehotelkæde yderligere. Det drejer sig om det 5+ stjernet luksus boutique hotel Herman K på Bremerholm, der åbner næste år med 31 eksklusive værelser. Herefter følger kædens hidtil største hotel, det 4+ stjernet Hotel Ottilia, der åbner med 156 værelser i Carlsberg Byen i 2019.

 
For yderligere oplysninger, kontakt venligst:
Karim Nielsen
Adm. direktør i Brøchner Hotels
T: +45 33 95 77 16
E: karim@brochner-hotels.dk