Populært boutique hotel får ny hoteldirektør

26. juli 2018

Brøchner Hotels’ populære boutique hotel i latinerkvarteret i indre København, Hotel SP34, får fra august ny hoteldirektør. Pia Remillard tiltræder som ny hoteldirektør og skal fremadrettet være med til at drive og udvikle Hotel SP34, så hotellet fortsat kan være et af Københavns mest besøgte boutique hoteller af lokale og udenlandske gæster.

Når Brøchner Hotels til januar 2019 åbner deres næste 4+ stjernet boutique hotel i Carlsberg Byen, bliver det nuværende hoteldirektør på Hotel SP34 Lene Larsen, der indtræder i samme rolle på Hotel Ottilia. Det betyder samtidig at en ny hoteldirektør er fundet til Hotel SP34 i pisserenden i København. Den 15. august starter Pia Remillard og får blandt andet ansvar for at drive og udvikle hotellet med dets 118 værelser, konferencefaciliteter, events, biograf, bar og samarbejdet med hotellets tre restauranter.

“Man kommer ikke uden om Brøchner Hotels og Hotel SP34 på den danske hotelscene og derfor var det med ro i maven og stor glæde, at jeg accepterede jobtilbuddet. Brøchner Hotels har med Hotel SP34 formået at bevare momentum og det glæder jeg mig til at blive en del af og arbejde på at beholde med nye tiltag, der skal tiltrække både hotelgæster og lokale naboer”, siger Hotel SP34s nye hoteldirektør, Pia Remillard.

Pia har 30 års erfaring fra hotel- og servicebranchen og har både arbejdet for mindre hoteller og større hotelkæder. Ifølge Johan Åsell, der som COO hos Brøchner Hotels har ansvar for den operationelle drift af hotelkædens 5 boutique hoteller, er Pias store erfaring, det der bragte hende i spil til jobbet.

“Hotel SP34 har fra dag 1 været et meget velbesøgt og populært hotel. Vi stiller os ikke tilfreds blot fordi vi oplever succes og det kræver en person med både erfaring, kompetencer og energi, at overtage posten som hoteldirektør for Hotel SP34. Når man blandt andet ser på Pias resultater i løbet af hendes karriere, er jeg ikke i tvivl om hun er den rette til at drive og videreudvikle Hotel SP34”, siger Johan Åsell.

Pia kommer i sit nye job hurtigt til at trække på sin erfaring med både drift, services og events, når Hotel SP34 allerede 3 dage efter Pias første arbejdsdag gentager sidste års succes og afholder LOVE FEST 2018.

I ugerne op til lørdag den 18. august fejrer Brøchner Hotels, på tværs af alle hotellerne, diversitet og kærlighed og Hotel SP34 er på dagen for Copenhagen Pride vært for en kæmpe gadefest, når hotellet lukker en del af Sankt Peders Stræde af og inviterer hele København til LOVE FEST streetparty med dance offs, DJs, streetfood, barer og lounges.

OM BRØCHNER HOTELS #TRANSFORMINGTHECITY

Brøchner Hotels har sammenlagt 400 værelser fordelt på 5 boutique hoteller – Hotel SP34, Hotel Herman K, Hotel Danmark, Avenue Hotel Copenhagen og Hotel Astoria – alle med en unik og central beliggenhed i København. Både Brøchner Hotels, som virksomhed, og flere af boutique hotellerne, er blevet anerkendt af Wallpaper*, Condé Nast Traveler og European Hotel Design Awards (i dag AHEAD Awards) med nomineringer til hotel- og designpriser.

I juni 2018 åbnede hotelkæden deres første 5-stjernet luksus boutique hotel Hotel Herman K i en gammel transformerstation i hjertet af København. I januar 2019 åbner Hotel Ottilia i Carlsberg Byen som et 4+ stjernet boutique hotel i de ikoniske bygninger Maltmagasinet og Lagerkælder 3 med 155 værelser, restaurant, barer, spa, konferencefaciliteter og tagterrasse, som naturligvis er åben for alle – hotelgæst eller ej.

År 2019 bliver også året hvor Brøchner Hotels udvider porteføljen med et nyt hostelkoncept, når de åbner et boutique hostel i det gamle hovedbibliotek i Aarhus.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

Catrine Smed Andersen
PR & Communications Manager i Brøchner Hotels
Mobil: 2389 9981
Mail: casa@brochner-hotels.dk

Læs mere om Hotel SP34 her
Download billeder her